Bestil i dag og få fri fragt over 399 kr. / Fragt kun 32 kr.

news

Amning fra A-Å

Julie -Mammawear

Akupunktur

Hvis du har problemer med mælkemængden, har mange mødre haft gavn af akupunktur for at få gang i produktionen.

 

Brystbetændelse

Influenza symptomer, ømt og varmt bryst, brystsprængninger og tilstoppede mælkegange er typiske tegn på brystbetændelse. Udover at du skal amme, amme og amme, for at få tømt brysterne, kan du læse lidt gode råd på dette link om brystbetændelse.

 

Cup-size

Dine bryster vil vokse både under graviditeten, men især når mælken løber til nogle dage efter fødselen. Det er ikke unormalt at din cup-størrelse i BH kan gå op med 2-3 størrelser i starten. Derfor anbefaler vi en strækbar amme-bh til de første par uger, og når brysterne falder til igen, så kan du finde dig flere amme bh'er i lækkert design efterfølgende.

 

Drikke

Når du ammer har du brug for masser af væske, aller helst vand! Begræns indtaget af koffeinholdige drikke som kaffe, sort te og cola, men forkæl dig selv med en god lemonade eller saft en gang i mellem, eller en kop amme-te. Der anbefales at man begrænser indtaget af alkohol når man ammer, tal evt. med din sundhedsplejerske omkring hvor lang tid der skal gå fra du nyder et glas øl/vin til du ammer igen.

 

Ekstra kalorier

Når du ammer, forbruger du op til 500 kalorier ekstra om dagen. Sørg for at spise varieret, med frugt, grønt, fuldkornsprodukter, fisk, magert kød, og gode fedtstoffer fra olie, kerner og nødder. Vent med slankekuren til du er færdig med at amme.

 

Fordelene ved at amme

Der er mange fordele ved at amme dit barn. Udover at give dit barn næring, er der masser af antistoffer i modermælken, som hjælper med at bekæmpe infektioner og forebygge sygdomme. Hvis et barn bliver sygt, eller hvis moderen bliver det, så stiger mængden af beskyttende komponenter i moderens brystmælk. Amning hjælper også med at reducere dit barns risiko for at blive overvægtig eller udvikle type 1- eller type 2-diabetes. Og så er det ganske gratis, nemt at opbevare, tilberede og gøre rent  efter brug ;-)

 

Gylp

Det er helt normalt for babyer at gylpe, efter de har fået bryst eller flaske. Forsøg at holde baby så den ligger med hovedet lidt op når den spiser, i stedet for at ligge fladt ned. Efter amningen, skal du forsøge at holde din baby oprejst i ca en halv time, så mælken kan bevæge sig ned i tarmene.

 

Hårtab

Under graviditeten udsættes din normale hårfældnings-cyklus, og mange gravide nyder derfor det ekstra kraftige og tykke hår under graviditeten. Cyklussen vender tilbage til det normale efter fødslen, og det sætter gang i alt det hårtab, som ikke skete under graviditeten. Du taber altså ikke dit hår fordi du ammer, som nogle fejlagtigt tror, men fordi du ikke længere er gravid. Nogle måneder efter fødselen er dit hår tilbage til det normale igen.

 

Indlæg

Ammeindlæg, bruges typisk inden i amme bh'en for at undgå mælkepletter på tøjet. Ammeindlæg deles typisk op i to kategorier, vaskbare ammeindlæg i uldsilke eller bomuld, eller engangs ammeindlæg. Læs lidt om valg af ammeindlæg her

 

Kløe

Hvis du oplever kløe eller en sviende fornemmelse som stråler fra brystvorten ind i brystet, kan det være et tegn på svamp. Tjek om dit barn har trøske (hvid belægning på tungen), og kontakt din læge eller sundhedsplejerske for råd hvis der er,  hvis det ikke er, så kan det evt. være forkert sutte/ammestilling som slider på brystvorten.

 

Liggende amning

Det er en god ide at fra start af forsøge at lære dig at amme i forskellige stillinger. Når du ammer liggende, ligger du med dit barn mave mod mave mod dig selv. Mange folder en stofble under brystet, så det kommer lidt op i højde, og er nemmere at få fat i for dit barn. Sørg for at støttes godt med din pude under hovedet og en dyne i ryggen, og nyd den afslappende ammestund.

 

Modermælk

Modermælken indeholder al den næring et i øvrigt sundt og raskt barn har brug for i perioden fra fødslen og frem til 6 månedersalderen. Den er perfekt sammensat, har den helt rigtige temperatur, er lettilgængelig og nem at fordøje. Modermælken er skræddersyet til det enkelte barn og giver også beskyttelse mod infektioner. Modermælk er yderligere tilpasset til det lille barns aktuelle vækst og næringsbehov.

 

Natkjole til amning

Hvad med at forkæle dig selv under graviditeten med en smuk natkjole, der både passer din gravide mave, men også kan åbnes lige som en amme bh. Mammawear har et stort udvalg amme natkjoler.

 

Opstart på amning

For at få amningen til at lykkes med sit første barn, er det vigtigt man på forhånd er indstillet på at det ikke altid er lige til. Men med forberedelse, og lidt gode råd i baghånden, kan du gøre din amme start lidt lettere. vi har skrevet lidt gode råde til opstarten på sygehuset efter fødsel, og når du kommer hjem. du kan læse indlægget her: https://www.mammawear.dk/blogs/news/en-god-start-pa-amning

 

Prævention ved amning

Når du fuldammer, vil din menstruation som regel udeblive, og du vil ikke have en æggeløsning. Derfor er amning i nogle dele af verden stadig et effektivt præventionsmiddel. Dog kan din æggeløsning forekomme når der begynder at komme længere intervaller i mellem amningen, og der vi være risiko for at kunne blive gravid. 

Hvis du har samleje de første 1-2 måneder efter fødslen, er det bedst at bruge kondom. Derved nedsættes risikoen for en underlivsinfektion. 

Minipiller og hormonspiral påvirker mælkeproduktionen i meget lille grad, og derfor vil de færreste mærke forskel på mælkeproduktionen ved denne type prævention.

 

Suttebrik

En suttebrik er et tynd silicone-skjold, der sættes over brystvorten.
Den kan anvendes i forbindelse med flade/indadvendte brystvorter, voldsom brystspænding, sår og revner på vorterne eller i situationer, hvor barnet har svært ved at sutte effektivt.

 

Udmalkning

Der er ikke alle ammende mødre som malker ud, men du kan få stor glæde af det i perioder hvor mælkeproduktionen stiger, og brystet er spændt. Ligeledes er der mange som vil have nogle flasker/ poser stående hvis man skal være væk fra sti barn nogle timer. Udmalkning kan ske enten ved håndudmalkning, en manuel brystpumpepumpe, eller en elektrisk brystpumpe. Hvis du ender med at malke ud ofte, eller har brug for et større lager mælk hvis f.eks. far skal have en større del af barslen, så kan det måske betale sig at investere i en elektrisk brystpumpe. 

 

Varighed 

Tiden det tager at amme varierer fra barn til barn, og et nyfødt barn vil bruge længere tid på at blive mæt end et ældre barn.  Som udgangspunkt, skal du amme til din baby er mæt. en nyfødt tager ca. en time om et måltid, inkl. pauser. I løbet af et par måneder vil dit barn være så stærk, at en amning tager ca. et kvarters tid. Tiden kan dog være både længere og kortere, og du kan også opleve at dit barn kun har brug for at ammes 5 minutter, for at slukke tørsten imellem de rigtige måltider.

 

Ærter, kål, løg eller jordbær?

Der går mange historier om hvad man skal undgå at spise for baby ikke får ondt i maven når den ammes. Der er ingen beviser for om den ene eller anden fødevare giver mavekneb, og alle maver er forskellige. Spis dog alt med måde, og kan du mærke at din baby bliver urolig og virker til at have ondt i maven efter du f.eks har spist sommerens første omgang jordbær, så kan du prøve at spise lidt mindre af det næste gang.

 


Ældre indlæg


Skriv en kommentar